Synstræning - Motion for syn og Sind.
Helhedsorienteret synstræning for børn og voksne

Jeg har nu fået færdiggjort en bog med tilhørende dvd om synstræning baseret på de erfaringer, jeg har høstet gennem ca. 40 år.

Bogen/dvd anser jeg som en grundbog, der beskriver nogle øvelser, som jeg normalt anvender i den form for synstræning, jeg dagligt arbejder med, og som de fleste børn og voksne kan have glæde af.

Der er tale om en rigt illustreret bog med flotte billeder, der understøtter teksten. Øvelserne er desuden vist på en medfølgende dvd, hvor flere forskellige mennesker demonstrerer, hvordan øvelserne laves, og således, at man f.eks. kan se, hvor forskellige øjenbevægelser kan være.

Jeg præsenterer også lidt teori på en måde, så jeg tror, at alle har mulighed for at forstå, hvad jeg mener.

Øvelserne kan bruges som forebyggelse og til velvære af øjne og krop. Ligesom mange motionerer for at holde kroppen i form, kan man også motionere sine øjne.

Bogen kan bruges som en selvhjælpsbog for folk, der f.eks. lider af svimmelhed eller balanceproblemer. Øvelserne gør det også lettere at bruge briller, ikke mindst hvis der er tale om progressive glas. Dertil kommer, at jeg betragter bogen som et godt redskab til at arbejde med sit syn, både hvis man går til eller måske ønsker at gå i gang med et synstræningsforløb.

Mange af mine klienter beretter om store personlige (side)gevinster ved arbejdet med synet. De får f.eks. et større overskud i hverdagen, hvilket bevirker en voksende selvtillid og livsglæde. Dette gælder både for børn og voksne.

Jeg har en helhedsorienteret indfaldsvinkel til arbejdet med synet og beskriver således i bogen, hvordan både krop og sind inddrages i øvelserne. Jeg fortæller f.eks. lidt om reflekser og beskriver en øvelse til griberefleksen, som, hvis den ikke er ordentlig integreret, giver problemer med f. eks. at holde løst på en blyant.

Vejledende udsalgspris er kr. 250,00. 

Se omslag til bogen her (pdf-fil)