Der stod den. Anni’s gave til stressede forældre, som var til kontrol med deres poder. Det var en massagestol, som i løbet af kun 20 min. kunne fjerne alle myoser i ryggen og skuldrene. Hun satte sig og tændte for massagen. Uh, hvor havde hun glædet sig til denne del af dagen.
De var kommet hos Anni i næsten 1½ år nu og dette var sidste besøg. Hun tænkte tilbage på tiden. Det havde været hårdt. Daglige øvelser, der altid startede med en diskussion om at gide eller ej. Men hun havde insisteret og nu kunne hun se, hvor stor en forskel det havde gjort for ham.
Hun tænkte tilbage på tiden før Anni. Han havde aldrig tegnet en tegning – medmindre selvfølgelig at en eller anden pædagog havde insisteret og havde overlevet bombardamentet. Tegningerne havde så blot været krudseduller tegnet på under 30 sekunder. Pædagogerne havde sagt, at det var meget normalt for drenge.
Det var gået fint med at lære deres navne, men han ville overhovedet ikke skrive. Når han forsøgte, lignede det mest af alt kragetær – i hvert fald ikke bogstaver. Så blev han meget urolig og derefter meget træt. Derfor var det også blevet en ommer – det der med 0. klasse. Hun havde forsøgt flere gange at få skolen til at undersøge, hvorfor drengen ikke ville skrive eller tegne, men de mente ikke, der var noget særligt galt med ham. Han var bare ikke moden endnu.
En aften, hvor alting havde været for meget , havde hun googlet. Ja, hun kunne tydeligt huske det. Der stod det. Samsynsproblemer og søreme også løsningen: Anni. Hun havde først været igennem turen med sin datter, som havde en hel del andre problemer. Men der var nu heller ingen tvivl om, at datteren havde haft samsynsproblemer og træningen havde løst stort set alle datterens udfordringer.
Bagefter havde hun talt med Anni om sønnen. Det var ikke den store udfordring med samsynet, men måske kunne refleksøvelserne osv. hjælpe. Hun havde været sikker og Anni lavede et program til ham.
Hun smilede for sig selv. Tænk, at det kunne gøre sådan en forskel. De havde lige haft bryllupsdag. Da drengen opdagede det, var han fræst ind på sit værelse. Her havde han brugt en halv time på at tegne en flot bryllupskage samt et fint brudepar. Det var ikke nogen skøntegning, men hun havde været lige ved at græde af glæde. Ikke nok med at han havde tegnet figurerne – han havde også farvelagt dem. Det var den smukkest tegning, hun nogen sinde havde set. Men det var ikke alt. Han havde med store skæve bogstaver skrevet ”Teløkke”. Jep, han havde skrevet. Helt uden tvang.
Stolen holdt op med at vibrere og hun vendte tilbage til butikken. Følelsen af glæde og taknemmelighed fyldte hende stadig. I det sammen kom en glad dreng hoppende ned af trappen efterfulgt af en smilende Anni.
Vi har stadig en dreng med krudt i numsen, MEN krudsedullerne og kragetæerne er forsvundet. Der er ingen tvivl om, at du, Anni, har ændret vore liv for altid!
Tusind tak
Mor Mette og Magnus
© Anni Optik 2023