Synstræning en vej til selvstændighed

Brillerne er en del af mig

Da jeg var lille, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville være et af de børn, der fik briller i 6-7 klasse, for det var i mine øjne lig med socialt selvmord. Heldigvis, hvilket jeg kan sige i dag, ville skæbnen noget andet, for da jeg startede i 6 klasse, kunne jeg absolut intet se, af det der stod på tavlen. Men da jeg stadig nægtede at få briller, valgte min mor, at skrive mig på venteliste til Anni Optik, en venteliste der var rigtig lang. Da der kom et afbud, snuppede jeg hurtigt pladsen.

Da jeg begyndte inde ved Anni, var jeg omkring 11 år, jeg var på ingen måde selvstændig og rigtig genert, jeg gik i stort drengede tøj og havde en dårlig holdning i ryggen, som forsøg på at skjule min krop.

Vi startede med en synsprøve

Først fik jeg taget en synsprøve, hvilket jeg den dag i dag stadig elsker at få taget. Derefter begyndte øvelserne. Jeg fik et antal af dem, som jeg så skulle lave hver dag i 14 dage. Hvorefter jeg skulle komme ind og få nogle nye, så jeg ikke blev træt af at lave de samme i længden. Til gengæld var det rimelig irriterende når ens ynglings øvelser blev skiftet ud.
Jeg kan ikke huske hvor lang tid, jeg helt præcis gik inde ved Anni. Men for hver gang jeg kom derinde, blev jeg mere og mere udadvendt, i takt med mit syn blev bedre. Og det at komme ind til Anni, var altid noget jeg glædede mig til og stadig gør. For man bliver altid modtaget med store smil og rosende ord. – Og det havde jeg specielt brug for i den tid hvor jeg udviklede mig.

Pigen med de smukke sorte Ray Ban briller

Selvom mit syn var blevet meget bedre i løbet af den tid, jeg gik inde ved Anni, skulle jeg alligevel have briller i slutningen af 7 klasse. Her var mit krav så bare at det skulle være rigtige Ray Ban briller, som jeg havde set min far bære i sin ungdom. Jeg havde jo lært at være selvstændig og have min egen mening inde hos Anni, så det skulle være det par. (dette var før alle begyndte at gå med dem). Og det blev det. Så nu var jeg en pige i 7 klasse med de smukkeste store Ray Ban briller. Og det var ikke socialt selvmord. Til gengæld var det for mit vedkommende, og nu kommer det til at lyde lamt, en bekræftelse på min nye selvstændighed.

Jeg har siden fået endnu et par Ray Ban briller og et par fra den fantastiske 80’er skuffe Anni har, og hver gang er mine briller blevet større. I dag er mine briller en del af mig, og jeg føler mig nøgen uden dem på.

Lige nu er jeg i gang med 3g på Aalborg Katedralskole og holder stadig meget af at komme ind til Anni, når jeg skal have taget synsprøve, for det er stadig de samme store smil og rosende ord man bliver modtaget af.